Fredericia Løve Apotek er et af landets ældste apoteker, hvilket det officielle apoteksnummer 015 viser.
I dag findes i landet kun 11 apoteker, der har en bevilling af ældre dato end Fredericia Løve Apotek. Det er i øvrigt byens ældste igangværende virksomhed. Bevillingen er første gang givet 4/12 1656, men blev ikke udnyttet. Men fra omkring år 1700 har der været drevet apotek på den nuværende adresse og apoteksbygningen har haft sit nuværende udseende siden en ombygning ca. 1880 og er sidst moderniseret i 1991-1992.
Ordet "apotek" er afledt af det græske ord "apotheke" og kan oversættes ved ordet forrådskammer.
Et apotek er en privat virksomhed ejet af apotekeren. Apotekeren er udnævnt af Sundhedsministeren på anbefaling af lægemiddelstyrelsen.